Sønderjysk Landboforening opfordrer landmænd til at være opmærksomme og kritiske, når de får henvendelser omkring projekter med vindmøller og solcelleanlæg.
En del landmænd rundt i landet tilbydes i denne tid både bedre indtjening og dækningsbidrag fra projektudviklere omkring solcelleanlæg samt vindmølleprojekter.
Men inden landmændene sætter deres underskrift på kontrakter omkring udlejning eller salg af marker, så er det vigtigt at undgå faldgruber og i det hele taget sikre sig en ordentlig rådgivning omkring konsekvenserne.
– Der er en række landmænd, som får henvendelser fra projektudviklere, hvor nogen er mere seriøse end andre. Det er vigtigt at fokusere på solide projekter, som kan tjene både landmændene samt lokalområdet bedst muligt. Der er mange forhold og konsekvenser omkring udlejning eller salg af jord, så det er vigtigt at få gennemført en kritisk gennemgang af de aftaler og processer, som tilbydes, understreger Anders Andersen, udviklingschef hos Sønderjysk Landboforening (SLF).
– Vi er i SLF inde over rigtig mange projekter på tilsammen over flere tusinde hektar, for der er i øjeblikket stor interesse i at få fat i landbrugsjord til eksempelvis større solcelleanlæg samt vindmøller.
Et varmt emne
Solceller og vindmøller er varme emner i øjeblikket, og i flere sønderjyske kommuner – eksempelvis Haderslev, Tønder og Vejen – er politikerne i gang med både at vurdere konkrete projekter samt at udpege de områder, som kan være velegnede til solcelleanlæg og vindmøller.
Ifølge Anders Andersen skal landmændene være opmærksomme og kritiske, og det er baggrunden for, at SLF tilbyder rådgivning inden for ejerforhold, projektudvikling, skattemæssige emner og jura. Udviklingschefen ser i øvrigt klare fordele i at kombinere solcelleanlæg og vindmøller.
– Ved at kombinere solcelleanlæg og vindmøller bliver landbrugsjorden udnyttet bedst muligt. Fordelen er, at når solen skinner, er der ofte ikke blæsevejr, men når vi har gråt og trist vejr, så skinner solen ikke, mens der ofte er meget vind. Desuden giver en kombination af sol og vind stordriftsfordele på infrastruktur som veje, kabler og transformere. Det kan i øvrigt i flere tilfælde give rigtig god mening, at flere landmænd samarbejder omkring projekter for at optimere projekter og sikre det lokale samarbejde med landsbyen, tilføjer Anders Andersen.
Klima-, energi- og forsyningsministeriet har netop meldt ud, at naboer, som bor tæt på kommende vindmøller og solceller, kan se frem til en højere bonus. Der er tale om cirka 6.500 kroner om året for naboer til kommende vindmøller og til cirka 2.500 kroner om året for naboer til kommende solcelleanlæg.