Landmænd og virksomheder skal se sig godt for, for el-markedet bugner af aktører, hvor nogle er mere seriøse end andre. Sådan lyder appellen fra Sønderjysk Landboforening, som gennem de seneste måneder har gennemført cirka 100 el-tjek.Fire ud af fem virksomheder har kunne hente væsentlige besparelser på at få nye el-aftaler. 7. februar afvikler SLF webinar om emnet.
De markante prisstigninger på el, som både erhvervslivet og private oplever, har sat sit tydelige præg på efterspørgslen på de el-tjek, SLF gennemfører for landmænd og andre virksomheder.
Det er udviklingsafdelingen i SLF, der har specialiseret sig og sat “strøm til” analyser af landbrugets og virksomheders energiløsninger.
– I en længere periode, mens elpriserne er steget voldsomt, er der kommet rigtig mange spørgsmål fra både landmænd og virksomheder i hele Danmark omkring el-aftaler. Med et el-tjek foretager vi en analyse omkring landmandens eller virksomhedens elforbrug og ser samtidig nærmere på de aftaler, som er indgået, fortæller udviklingschef Anders Andersen.
Konklusionerne på de el-tjek, som er gennemført, går i to retninger:
– Ud fra de analyser, som vi har gennemført, kan vi konstatere, at fire ud af fem landmænd eller virksomheder har kunnet hente væsentlige besparelser på deres el-aftaler ved at skifte leverandør. I enkelte tilfælde har vi set besparelser på elregningen på helt op til 50.000 kroner om året, fastslår digital udvikler Pieter Jans, SLF.
Pieter Jans kan samtidig løfte sløret for, at analysearbejdet også har blotlagt fejl i de fakturaer, som er udsendt til nogle kunder.
– Vi har fundet eksempler på, at nogle energiselskaber har udsendt fakturaer, hvor der er fejlopkrævet på tariffer. Det gælder eksempelvis viderefakturering omkring transport af strøm. Efter at fejlene er opdaget, er der efterfølgende sket tilbagebetaling fra energiselskaberne til de berørte kunder.
Anders Andersen konstaterer, at nogle kunder er kommet i klemme, fordi deres el-aftale har haft en lang binding. Der er set bindingsperiode helt op til fem år. Aftaler kan være meget dyre at ophæve – det er nærmest som en Swap-aftale. Virksomheder skal passe meget på her – og læse det med småt.
SLF inviterer til webinar
– Med el-tjekket ser vi også på mulighederne i at nedbringe strømforbruget ved at koble solceller på installationen. Idet virksomhederne forbrug timeafregnes, er det vigtigt at se på hvorledes forbrugsprofilen passer sammen med produktionen, herunder også muligheder for at ændre herpå, tilføjer udviklingschefen.
Med baggrund i konklusionerne fra SLFs el-tjek samt det høje prisniveau på el har SLF taget initiativ til et digitalt møde omkring emnet.
LÆS MERE OG TILMELD DIG WEBINARET
Elpriser på himmelflugt – hvad gør du som virksomhed? Det er det overordnede spørgsmål, når SLF mandag 7. februar afvikler et webinar, hvor der bliver indlæg ved digital udvikler Pieter Jans og driftsøkonomikonsulent Jens Toksvig Bjerre. Udviklingschef Anders Andersen er facilitator på mødet.
Indlægsholderne vil blandt andet komme ind på, hvad det særligt gælder om at være opmærksom på ved indgåelse af el-aftaler. Desuden fokuseres på, om der skal vælges en fastpris eller en variabel spotpris, hvordan kan forbruget optimeres og endelig mulighederne for at producere el via solceller.