Ni projekter skal øge viden om energi-fællesskaber

Den 16. oktober 2023 udløb fristen for at søge om tilskud fra puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling. 12 projekter har søgt om i alt 4,3 millioner kroner. Ni af dem får tilsagn om tilskud til at øge viden om energifællesskaber og informere om vedvarende energiløsninger

 

Puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling har til formål at støtte informationsprojekter, der kan udbrede information, der kan bidrage til udviklingen af vedvarende energiløsninger. Den har også til formål at støtte større projekter, der kan udvikle fælles løsninger til etablering, organisering, drift og finansiering af energifællesskaber lokalt og som kan øge viden om energifællesskaberne.

Til disse formål var der afsat i alt 4,2 millioner kroner i puljen for finansåret 2023.

 

Ni projekter levede op til kravene

Der var afsat 1 million kroner til delpuljen for informationsprojekter, og der blev modtaget i alt seks ansøgninger til delpuljen, hvoraf fem ansøgninger var fyldestgørende. Disse projekter har fået tilsagn for i alt 900.000 kroner. De resterende 100.000 kroner blev overført til delpuljen til større projekter.

Delpuljen for større projekter modtog i alt seks ansøgninger, hvoraf fire ansøgninger var fyldestgørende. De blev indbyrdes rangeret i forhold til kriterierne og den objektive pointmodel fastsat for større projekter, hvorefter tilsagn for i alt 2.993.366 kroner er meddelt i den rækkefølge, pointgivningen havde fastlagt.

En ansøgning til delpuljen for informationsprojekter og to ansøgninger til delpuljen for større projekter blev afvist som ufyldestgørende, da obligatoriske krav til ansøgningen ikke var opfyldt af ansøgerne.

Energistyrelsen vil i foråret 2024 evaluere på puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling. Puljen forventes herefter at åbne igen i andet halvår af 2024, hvis bevillingen til puljen videreføres på finansloven for 2024.