Gennem 2023 er priserne på solceller styrtdykket. Energirådgiver i Spiras, Kent Bisgaard, forudser, at den udvikling ser ud til at være ved vejs ende. Tiden kan derfor være moden for investering i solceller, selvom der er mange faldgruber.
Priserne på solceller er i 2023 gået én vej – nemlig nedad. Priserne er faldet så meget, så det nærmest betragtes som om, at bunden er røget helt ud af markedet. Energirådgiver hos Spiras, Kent Bisgaard, har de seneste måneder flere gange udtalt sig om de store prisfald på solceller, men nu tyder det på, at niveauet har ramt bunden.
– Prisniveauet er fortsat historisk billigt, men sidder man på hænderne, fordi man forventer, at priserne falder yderligere, kan man godt gå hen og blive skuffet, forudser Kent Bisgaard.
– Nogle væsentlige årsager til de store prisfald vi har set, er at prisen på polysilicium er faldet drastisk. Polysilicium er et afgørende råmateriale, der anvendes i produktionen af solcellepaneler. Ydermere har Kina, som står for 97 procent af verdens produktion af polysilicium, hævet produktionen markant. Kigger man på prisudviklingen på polysilicium i den seneste tid, ser man at råvarepriserne har været stigende de seneste 10 uger. Fortsætter denne tendens, er det ikke utænkeligt at vi i den kommende tid vil se priserne begynde at stige igen, fortsætter Kent Bisgaard.
Mange spørgsmål rejser sig
Selv om det vil være fristende at montere løs med billige højeffektive solceller på sine store tagflader, skal man være påpasselig, for det er ikke helt uproblematisk.
Energirådgiveren understreger, at uanset investeringsniveauet vil det stadig være nødvendigt med en grundig foranalyse.
Usikkerhedsmomenterne kan være tagets kvalitet og bæreevne. Kan tagkonstruktionen godkendes til et stort solcelleanlæg? Vil der være behov for forstærkende konstruktionsændringer? Vil der være andre muligheder for placering af solcelleanlæg? Er der ledig tilslutningskapacitet på el-stikledningen til din virksomhed? Vil der være behov for yderligere nettilslutning med deraf følgende store omkostninger?
Vil det være fordelagtigt at fordele solcellerne på flere tagflader med forskellige orienteringer mod solen for at forlænge sæsonen mest muligt?
– Spørgsmålene er mange, og der er mange faldgruber, der skal belyses, inden der investeres i et solcelleanlæg, selvom det er billigt, tilføjer Kent Bisgaard.
For at få det bedste beslutningsgrundlag anbefales det at få gennemført et El- og Solcelletjek for ikke at begå kostbare fejl i forbindelse med processen. Med et sådant tjek bliver der udarbejdet en vigtig indsigt i den enkelte virksomheds forbrugsprofil.