Det giver ro i maven at bruge strømmen klogt

Mælkeproducent Søren Lund-Petersen tog et el-tjek og fandt nye muligheder for at sænke elregningen.

Strøm blev pludselig en vigtig spiller i budgettet i midten af 2022, da prisen på el for alvor begyndte at svinge op og ned – ja, faktisk mest op. Samtidig fandt mælkeproducent Søren Lund-Petersen fra Gram det mere og mere svært at gennemskue, hvad elregningen egentlig indeholdt.

Via sin økonomirådgiver hos Spiras, Thejs Hjort Christiansen, fik Søren kontakt til Spiras’ energirådgiver Kent Bisgaard for at få foretaget et ElTjek.

– Det gav virkelig ro i maven at få undersøgt elregningen til bunds. Det viste sig, at vores aftale er helt fin, men el-tjekket betød også, at Kent kunne give nogle rigtig gode forslag til, hvordan vi kan spare på den dyre el. Vi betaler ca. 20.000 kroner om måneden for el, så hvis der er noget at hente, vil det betyde noget for os, siger Søren Lund-Petersen.

 

Satte tanker i gang

I et ElTjek ser Kent Bisgaard blandt andet på døgnkurven for gårdens elforbrug. Hos Lund-Petersen I/S kunne han fx se, at el-forbruget steg klokken to om natten.

– Det er fordi, jeg allerede har flyttet omrøring af gylle til det tidspunkt. Der er strømmen nemlig ofte billigere – og vi slipper for at gå i lugten af gylle, siger Søren Lund-Petersen.

Men el-tjekket viste især, at der vil være penge at spare, hvis fx den varme vask af malkemaskinen rykkes til senere, så der lige efter malkning sker et kort, lunkent skyl, mens det store varme skyl sker senere.

– Vi er også blevet opmærksomme på markvanding, for trods den megen regn, vi har fået i vinter, så kommer vi til at skulle vande markerne igen til sommer. Her vil det have betydning, hvis vi kan rykke vandingen til natten, og det kan godt lade sig gøre at programmere vandingsmaskinerne til det, siger Søren og tilføjer, at Kent er god til at komme rundt i hjørnerne og se på, hvad man kan trække ud til de billige timer.

– Med mit forbrug er det grundlæggende godt at vide, at jeg har en god aftale. Det er godt at få skubbet til tankerne om, hvor jeg kan flytte mit forbrug. Jeg kan ikke flytte malkningen af mine godt 200 køer, men der kan også spares på valse, tørre, gylle, markvanding, varm vask senere osv. På den måde er de 2.995 kroner, et ElTjek koster, godt givet ud, siger Søren Lund-Petersen.

 

Lund-Petersen I/S

Gården ligger ved Gram. Her er 200 køer, og der drives 170 hektar med korn, majs og græs.
I/S er drevet 50/50 mellem far og søn, Jens og Søren Lund-Petersen siden 2005.
Elregningen ligger op til 20.000 kroner om måneden. Prisen på et ElTjek er 2.995 kroner.

Mælkeproducent Søren Lund-Petersen har med et ElTjek fået øjnene op for de besparelser, der kan være ved at flytte energikrævende processer til de billige timer. Det kan fx være varmtvandsvasken af malkemaskinerne.