Den gennemsnitlige elpris er den laveste i fire år
Laveste elpris i fire år – danske forbrugere nyder godt af grøn energi. Gennemsnitlig elpris på 53 øre pr. kWh i 2024, men høje afgifter skygger for de fulde besparelser. Energirådgiver påpeger dog, at det skal landmanden ikke bekymre sig om.
Det vakte berettiget opsigt, da elprisen i sidste uge bragede i vejret og i en enkelt time kom op i nærheden af 7 kroner pr. kWh før tariffer, elafgift og moms.
– Der var tale om få timer, hvor forbruget og produktionen havde svært ved at mødes. Elselskaberne skulle tænde for kraftværkerne og trække på alle ressourcer, de havde til rådighed, for at levere strøm nok til forbrugerne. Det førte kortvarigt til særdeles høje priser, fortæller Kristian Rune Poulsen, energianalytiker i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
I løbet af året har der været store udsving i elprisen. Der har sammenlagt været 14,5 døgn i Vestdanmark og 11,5 døgn i Østdanmark med negative priser – hvilket er rekord. Og der har været under tre døgn, hvor prisen har været over 2 kroner pr. kilowatttime. I gennemsnit har elprisen været på 53 øre pr. kWh i 2024.
Vedvarende energi giver udsving
– Den rene elpris inklusive transport og handelsomkostninger ligger langt under det europæiske gennemsnit. Det er kun i det øvrige Skandinavien og enkelte andre lande, at borgere og virksomheder betaler en lavere pris for strøm, end vi gør i Danmark, siger Kristian Rune Poulsen.
Vindmøller og solceller har leveret over 60 procent af den strøm, vi har forbrugt i Danmark i løbet af 2024. I et sådan elsystem svinger prisen mere, end den gjorde i gamle dage, hvor man justerede mængden af kul i ovnen på kraftværkerne alt efter forbruget af strøm.
– Vi får den billigste strøm fra vindmøller og solceller. Lige så snart der bliver brug for naturgas, kul eller olie for at producere strøm, stiger prisen. Den høje produktion af vedvarende energi betyder altså, at vi langt det meste af året har en lav elpris, siger Kristian Rune Poulsen.
Det er en fordel for forbrugerne. Og fordelen kan blive endnu større, hvis man hen over året holder øje med elprisen og udskyder at vaske tøj og oplade elbilen, når prisen er høj.
– Men hvis man absolut skal bruge strøm i de få timer af året, hvor elprisen er meget høj, kommer det ikke til at betyde ret meget for den samlede årlige elregning, siger Kristian Rune Poulsen.
Fokus på grøn strøm
Almindelige forbrugere har i 2024 betalt en elafgift på 95,13 øre pr. kWh inklusiv moms. Derfor oplever vi ofte, at elprisen er højere, end den i virkeligheden er.
– Hvis politikerne vil hjælpe forbrugerne til lavere elpriser, er det mest oplagt at sænke elafgiften. Det er en afgift, som virker mod hensigten, og gør det dyrere at bruge grøn strøm. Og hvis politikerne også sørger for, at der kommer flere solceller og vindmøller, bliver der mindre brug for de dyre fossile brændsler, siger Kristian Rune Poulsen.
Energirådgiver: Fokus på CO₂-afgift frem for elafgift
Kent Bisgaard, energirådgiver hos Spiras, understreger vigtigheden af lave energiomkostninger for danske landmænd.
– Landmanden skal ikke bekymre sig om elafgiften, så han har allerede billig energi. Det har vi også brug for, så vi kan bidrage til den grønne omstilling. Derimod står vi fra årsskiftet over for en ny CO₂-afgift på diesel, som landbruget nu skal tilpasse sig, siger han.
I løbet af året har der været store udsving i elprisen. Der har sammenlagt været 14,5 døgn i Vestdanmark og 11,5 døgn i Østdanmark med negative priser – hvilket er rekord. Og der har været under tre døgn, hvor prisen har været over 2 kroner pr. kilowatttime. I gennemsnit har elprisen været på 53 øre per kWh i 2024. Foto: Jeppe Carlsen, greenpowerdenmark.dk