CO2-afgift vil belaste din bundlinje

CO2-afgift vil belaste din bundlinje

Stigende energiomkostninger truer bundlinjen – energirådgiver hos Spiras anbefaler strategisk planlægning.

 

CO2-afgiften er et varmt emne i landbruget. Mange har de seneste år diskuteret afgiftens konsekvenser, og nu bliver de snart en realitet. Særligt den industrielle CO2-afgift, der trådte i kraft den 1. januar 2025, får store økonomiske konsekvenser for de mest energiforbrugende dele af landbrugssektoren.

– Det er en betydelig ekstraomkostning, som landmænd, fjerkræproducenter og maskinstationer skal være opmærksomme på. For virksomheder med et stort forbrug af diesel, fyringsolie og naturgas vil regningen hurtigt løbe op, siger energirådgiver Kent Bisgaard fra Spiras (se tabel 1).

 

Store ekstraudgifter på vej

Den nye CO2-afgift betyder, at landbrugsvirksomheder fra 2025 skal betale 350 kroner pr. ton udledt CO2 fra brændsler som naturgas, diesel og fyringsolie. Og udgifterne vil kun stige frem mod 2030.

For eksempel vil en kyllingeproducent, der årligt bruger 180.000 m3 naturgas, i 2025 skulle betale en ekstraregning på 162.000 kroner. I 2030 vil den stige til 347.000 kroner. En mælkeproducent med et årligt dieselforbrug på 50.000 liter kan se frem til en merudgift på 45.000 kroner i 2025 og hele 97.000 kroner i 2030.

– Landmænd bør allerede nu tage højde for disse udgifter i deres budgetter. Den nye afgift er en nettoomkostning, da den ikke er fradragsberettiget på samme måde som energiafgifter, forklarer Kent Bisgaard.

 

Elektrificering kan være vejen frem

For at imødekomme de stigende omkostninger anbefaler energirådgiveren, at landmænd tænker langsigtet og investerer i energioptimering.

– Elektrificering er en oplagt løsning, men det kræver en gennemtænkt strategi. Store, veltilrettelagte investeringer kan på sigt give markante driftsbesparelser og styrke konkurrenceevnen. Men det er afgørende, at det sker i det rette tempo, siger Kent Bisgaard.

Spiras’ energiteam understreger, at det er vigtigt at have en bred tilgang til energiplanlægning. Samarbejde med virksomhedsrådgivere og energirådgivere kan sikre, at de rigtige investeringer bliver foretaget på det rigtige tidspunkt.

– Vi anbefaler, at landmænd tænker visionært og inddrager energioptimering i deres langsigtede strategi. Det handler ikke kun om at minimere omkostningerne, men også om at styrke virksomhedens position i en stadig mere klimabevidst verden, afslutter Kent Bisgaard.

CO2-afgift vil belaste din bundlinje tabel 1